Genveje


Metropol videreuddanner børnerådgivereMetropol videreuddanner børnerådgivere

Af Rikke Lund Hansen, studentermedhjælper - rlha@phmetropol.dk
18. juni 2010

Sammen med Børns Vilkår og TRYG Fonden styrker Metropol børnefagligt personales evne til at yde kompetent og omsorgsfuld rådgivning med barnet i centrum

Børns Vilkår har et korps af frivillige børnerådgivere, som blandt andet er ansvarlige for "Børnetelefonen" og ”Børnechatten”, hvor børn og unge kan henvende sig for at få rådgivning af en kompetent og omsorgsfuld voksen.
 
Børnerådgiverne har således en vigtig funktion, og derfor er det også vigtigt, at de har den fornødne viden og kompetencer. Det skal Socialfaglig Efter- og Videreuddannelse bidrage med til efteråret, hvor de første 24 børnerådgivere starter på det første af to moduler på Den sociale Diplomuddannelse – skræddersyet til behovet hos Børns Vilkår og andre, der arbejder med børn og unge. Efteruddannelesprogrammet er sponseret af Tryg Fonden.
 
Børns Vilkårs frivillige optager mange af pladserne på børnerådgiveruddannelsen, men der er også studerende fra kommuner og andre rådgivningsorganisationer, og målgruppen er som udgangspunkt alle, der arbejder med børn og unge.

Det er vigtigt at børnerådgiverne  har den fornødne viden og kompetencer. Det skal Socialfaglig Efter- og Videreuddannelse bidrage med

Uddannelsen er allerede så populær, at flere har måttet lade sig skrive på venteliste til det næste hold, der starter i foråret 2011. 
 

Strategisk partnerskab

Lise Jordahn, leder af Socialfaglig Efter- og Videreuddannelse, er meget tilfreds med samarbejdet med Børns Vilkår:
 
- Børns Vilkår er en helt central spiller på Børneområdet, og derfor kan vi bruge dette partnerskab til at kunne udvikle nye projekter i fremtiden. De frivillige børnerådgivere i Børns Vilkår vil uden tvivl også kunne bidrage med en faglig indsigt fra praksis, som vores undervisere vil kunne bruge fremadrettet, og endelig vil opkvalificering af børnerådgiverne i sidste ende også komme børnene til gode i det sociale arbejde. Det er vi meget glade for at kunne bidrage til, udtaler Lise Jordahn.
 
Samarbejdet mellem Metropol, Børns Vilkår og TRYG Fonden kom i stand efter at Formand for Børns Vilkår, Peter Albæk, i en kronik i Politiken efterlyste bedre muligheder for efteruddannelse af de velfærdsprofessioner, der skal møde udsatte børn og unge på en kompetent og omsorgsfuld måde. Lise Jordahn FRA Metropol tog derefter kontakt til Børns Vilkår, og gjorde opmærksom på muligheden for skræddersyede diplommoduler på Metropol, og derefter gik det stærkt. Dette viser, at omverdensorientering og offensivt fokus på behovene i praksissektoren er vejen frem mod nye partnerskaber og udvikling af EVU-indsatsen i Metropol.

Yderligere information om børnerådgiveruddannelsen

Senest opdateret af Rikke Lund Hansen, studentermedhjælper - rlha@phmetropol.dk 18. juni 2010

Få metropol updates

   

Følg os på....

LinkedIn