NCE og to stærke partnere vinder stort projekt i Ukraine
Af Thomas Moos Jensen
29. januar 2012
Nationalt Center for Erhvervspædagogik på Metropol skal være med til at forbedre Ukraines erhvervsuddannelser. Et samarbejde, der har store perspektiver for NCE.
NCE har netop vundet et EU-projekt på 1.5 mio. euro til kvalitetsudvikling af Ukraines uddannelsessystem. Sammen med det tyske institut for erhvervsuddannelser, BIBB, og Aarhus Tech skal NCE øge kvaliteten i erhvervsuddannelserne, så de i højere grad retter sig mod de reelle behov i det ukrainske erhvervsliv. I Ukraine er der mangel på faglært arbejdskraft som elektrikere og smede, så udover kvalitetsudvikling af uddannelserne skal projektet også bistå undervisningsministeriet i landet med ideer til markedsføringstiltag, for at få flere ukrainske unge til at søge ind på erhvervsuddannelserne.
Projektet skal udvikle analyser og forslag til en reform af hele det ukrainske erhvervsuddannelses-syetem.
Jørgen Ole Larsen, uddannelseskonsulent på NCE
NCE og de øvrige partnere blev valgt til at stå i spidsen for projektet, fordi Danmark og Tyskland opfattes som frontløbere på erhvervsskoleområdet i Europa. Især den omfattende brug af praktikordninger og den kontinuerlige tilretning af uddannelserne ud fra behovene i erhvervslivet bliver opfattet som et forbillede. Derfor er det også interessant, at projektet ikke blot skal udvikle undervisningen og strukturen på en enkelt erhvervsskole i Ukraine. Projektet skal analysere og fremkomme med forslag til en reform af hele det ukrainske erhvervsuddannelsessystem.


Billede: Susanne Gottlieb og Jørgen Ole Larsen, NCE
Ny viden og øget samarbejde
NCE er såkaldt ”lead partner” i konsortiet og har således rollen som projektleder. Afdelingsleder Susanne Gottlieb vil forestå projektledelse fra Danmark med regelmæssige besøg i Ukraine, mens uddannelseskonsulent Jørgen Ole Larsen bliver udstationeret i Kiev ved projektets start. Projektet vil give en lang række korte opgaver til konsulenter og specialister fra NCE, BIBB og Aarhus Tech.
Projektet med den meget EU-klassiske titel “Modernization of legislative standards and principles of Education and Training in line with the EU-Policy in Lifelong Learning” udgør en del af den bistand, som EU yder til potentielle medlemsnationer. I Ukraine er Metropol i forvejen i gang med at gennemføre projektet ”Technical Support to the Public Sector Reform in Ukraine” og for at skabe synergi mellem de to projekter og samlet set have et solidt erfaringsgrundlag for nye projekter i regionen.
For NCE er ikke mindst samarbejdet med BIBB meget væsentligt og perspektivrigt, da Metropol og BIBB deler fælles værdier på uddannelsesområdet og begge har en lang tradition for samarbejde i Europa.