"I Portugal er systemet ikke lige så udbygget"
Af Maria Djurhuus Petersen
29. maj 2012
To sygeplejestuderende fra Portugal har været på studieophold på Metropol. Som en del af uddannelsen var de i praktik i Høje-Taastrup Kommune. Og de var imponerede over kommunes arbejde.
Danmark er stadig kendt vidt omkring for et udbygget sundhedssystem. Da de to sygeplejestuderende Alexandra Lamerinhas og Daniela Marques fra Portugal bestemte sig for at tage til udlandet og læse et semester i deres sygeplejerskeuddannelse, valgte de derfor Danmark. Det skriver Lokalavisen Taastrup.
I de sidste to måneder har Alexandra Lamerinhas været elev i Høje-Taastrup Kommune, og udover at blive dygtigere fagligt, er hun også blevet meget begejstret for det danske sundhedssystem.
"Jeg synes det er fantastisk, hvor godt kommunen koordinerer sygeplejen. Det fungerer virkelig godt. I Portugal er systemet ikke lige så udbygget. Der får man kun hjælp hvis det er meget alvorligt, eller hvis man er så fattig, at man ikke selv har råd til at betale for pleje," fortæller hun til Lokalavisen Taastrup.
Både Daniela og Alexandra har skrevet et projekt og været til eksamen på Metropol, mens de har været her, og de har begge brugt lokale borgere som cases.
De to studerende håber ikke, at det er sidste gang, de har været i Danmark.
"Vi har fået mange gode venner, både danskere og andre udenlandske studerende. Det er ærgerligt, at vi ikke nåede at få lidt godt vejr, mens vi var her, men ellers har det været meget spændende," siger Alexandra Lamerinhas.
Læs Lokalavisen Høje-Taastrups artikel: Sundhed på en helt anden måde