Bestyrelsen
Den overordnede og strategiske ledelse af Professionshøjskolen Metropol varetages af en bestyrelse. Bestyrelsen skal sikre uddannelsernes kvalitet og udvikling samt en effektiv drift.
Bestyrelsen indgår en udviklingskontrakt med Undervisningsministeriet, godkender studieordninger, vedtager budget og regnskab, ansætter rektor og den øvrige øverste ledelse. Ligesom det er bestyrelsens opgave at fastlægge organisationens opbygning og struktur, samt sikre de optimale fysiske rammer for undervisning, udvikling og forskning fx ved beslutte køb eller salg af fast ejendom.
Metropol har fundet sin struktur og har fået et navn udadtil.
Nu handler det om at arbejde med de mange muligheder Metropol har.
Rene Van Laer, bestyrelsesformand
Bestyrelsen vil i de kommende år have fokus på en række strategiske satsningsområder, fx udvikling af partnerskaber og samarbejdsaftaler med kommuner, regioner, aftagere og virksomheder, øget vidensomsætning bl.a. som følge af Metropols forsknings- og udviklingspolitik, styrkelse af efter- og videreuddannelsesområdet samt styrkelse af videns- og læringsmiljøer for studerende og medarbejdere i relation til Metropols campusstrategi.
Bestyrelsen består af 15 medlemmer og er sammensat af medlemmer udpeget af bl.a. Region Hovedstaden og kommunalbestyrelserne i regionen, faglige organisationer, universiteterne, DI, KL og Finansministeriet, samt medarbejderrepræsentanter og studerende.
Bestyrelsen udpeges for en fireårig periode, og den nuværende periode varer til 1. maj 2014. Bestyrelsen mødes ca. 4-6 gange årligt.