Jeg kan godt lide at have muligheden for at få indflydelse

Navn: Mathias
Alder: 22
Semester: 3, modul 5
Studiemiljøet på Campus Rådmandsmarken er rigtig godt. Der er både store auditorier, små klasselokaler og afsnit på gangene, hvor man kan sidde og lave gruppearbejde. Derudover er der et bibliotek med fede lounge-møbler – et fantastisk sted at hænge ud.
Kan godt lide at være social og få indflydelse
Det sociale betyder meget for mig, og jeg synes det er vigtigt, at vi på studiet har noget sammen ud over det faglige. Campus har en fredagsbar, der er rigtig godt besøgt. Det er altid så hyggeligt at mødes med sine studiekammerater til en øl og godt samvær. Derudover bliver der arrangeret store årsfester for alle uddannelserne på Metropol. Her er der virkelig gang i den. Og selvom de fleste uddannelser til dagligt går sammen på Campus, så er det bare noget andet når det hedder fest. Vi afholder også arrangementer kun for ergoterapeutuddannelsen. Sidste år havde vi fx en ’Ergo-julefrokost’. Det var superfedt, og en god måde at lære de andre årgange at kende på.
Selvom de fleste uddannelser til dagligt går sammen på Campus, så er det bare noget andet når det hedder fest.
Jeg er både medlem af ESR (Ergoterapeutstuderendes Råd) og Studierådet på Ergoterapeutuddannelsen. ESR består af ergoterapeutstuderende fra forskellige årgange og vi diskuterer blandt andet hvad der kan forbedres på Campus og på uddannelsen. Vi har eksempelvis sørget for at få et førstehjælpskursus, som skal være selvbetalende og frivilligt. Det vil sige, at det ikke er noget som skal indgå obligatorisk i uddannelsen, men blot et tilbud til at lære førstehjælp. Ved at være studenterpolitisk aktiv, får jeg indflydelse på min uddannelse, og lærer meget andet end lige det, man lærer i undervisningen.
En god blanding af undervisningsformer
Ergoterapeut-studiet er meget varieret og veksler mellem forelæsninger, klasseundervisning, hvor vi er opdelt i hold, og det der hedder Problembaseret Læring (PBL). Jeg synes det er super godt, at vi har så mange forskellige undervisningsformer. Især synes jeg, at PBL har sine styrker.
En PBL-gruppe består typisk af 6-8 personer og med en vejleder tilknyttet. Vi mødes 1-2 gange om ugen i to timer, hvor vi diskuterer og sparrer med hinanden. Det er en rigtig god måde at dele viden på. På hvert modul er der 3-4 temaer, som vi går i dybden med. Det kan fx være psykiatrisk lidelse eller sygdom. Som regel får vi udleveret en case som passer til temaet og som vi efterfølgende skal fremlægge over for klassen eller aflevere til vores vejleder. (Se også videoen i højre spalte, hvor Mathias fortæller om PBL).
Modul 5 på uddannelsen er tværfagligt, forstået på den måde, at vi er sammen med de andre sundhedsuddannelser: fysioterapeuter, sygeplejersker, radiografer og ernærings- og sundhedsstuderende. Jeg skal først på modul 5 nu, så jeg har ingen erfaringer med det. Men jeg har hørt fra nogle af de andre, at det er rigtig spændende. Man afslutter modulet med at skrive en tværfaglig opgave i gruppen og efterfølgende en individuel mundtlig eksamen. Jeg glæder mig meget til modulet og er sikker på, det er et skridt på vejen til et godt fremtidigt samarbejde, som vi jo alligevel skal have når vi er færdige.
Specielt som personlig træner skal jeg sætte mig ind i andres behov og lave et skræddersyet træningsprogram som passer lige til den enkelte.
Bruger min faglige viden i mit studiejob
Ved siden af studiet arbejder jeg som personlig træner og spinning-instruktør i et fitnesscenter. Specielt som personlig træner skal jeg sætte mig ind i andres behov og lave et skræddersyet træningsprogram, som passer lige til den enkelte. Hvis en fx har dårligt knæ eller en skade i armen, så skal der tages højde for det. Det er superfedt at have et studiejob, hvor jeg kan inddrage min faglige viden fra undervisningen og samtidig møde en masse forskellige mennesker med forskellige behov – sådan bliver det jo også, når jeg skal ud i den virkelige verden som ergoterapeut.
Har du lyst til at møde Mathias og høre mere om ergoterapeutuddannelsen så kom til Åbent Hus