Mød en underviser
Grethe Birkekær Larsen kan blive så opslugt af at undervise, at hun glemmer tiden. Og det samme gør de studerende
- Jeg kiggede på klokken, og så var vi gået en halv time over tiden, de studerende havde heller ikke opdaget det, siger Grethe.
Gennem 15 år har hun haft sin daglige gang blandt de studerende på fysioterapeutuddannelsen. Hun har efterhånden mødt mange studerende, og hun er glad for at give sit fag videre til dem.
- Det er en gave at formidle et fag, jeg brænder for, til nogle meget motiverede studerende, siger hun.
Lige nu underviser hun i manuelle teknikker og fysioterapeutisk teori og -metode på modul 8.
Undervisning uden tøj
Motivationen er ifølge Grethe helt i top hos uddannelsens studerende. De vil lære om menneskekroppen, anatomi, fysiologi og alt det andet, og så er de heller ikke bange for at bruge sig selv i undervisningen.
- De er selv aktører i undervisningen, alle prøver for eksempel selv at modtage den behandling, de skal give. Man skal kende alle kroppens funktioner og kroppen bliver deres opslagsværk, siger Grethe.
Behandlingerne og teknikkerne kan ikke afprøves uden på tøjet, så det må af, og det kan være lidt utrygt i begyndelsen.
- Det kommer de til i nogle lektioner. Det er for eksempel i massagetimer, når teknikkerne skal afprøves. I starten er det lidt grænseoverskridende, men snart finder de studerende det helt naturligt, siger Grethe.
Med på det nyeste
Når Grethe underviser, er det en god blanding af forelæsninger, klasseundervisning og praktisk undervisning.
- Det er oftest sådan, at vi har et emne, hvor der først er en forelæsning, og så går vi videre til det praktiske bagefter. Når det kan lade sig gøre, bruger vi oplevelser de studerende har fra praktikophold eller vi har en patient inde. Der er en god dynamik mellem det teoretiske og det praktiske, det kan jeg godt lide, siger hun.
Udover glæden ved at formidle et spændende fag, er der også andre gode grunde til, at Grethe valgte at blive underviser.
- Jeg er lige der, hvor tingene sker, og hvor jeg får indsigt i de nyeste teorier og den nyeste evidensbaserede viden, siger hun.