Anders Watt Boolsen
Alder: 22 år
Uddannelse: Sygeplejerske
Semester: 1. Semester
Hvorfor vil du være sygeplejerske?
Jeg er meget interesseret i det akutte, og jeg ville oprindelig gerne være Falckredder, men det er jeg for høj til. Jeg er uddannet brandmand ved beredskabsstyrelsen i Næstved og har under min værnepligt været til diverse trafik- og brandulykker med personskade. Man bliver grebet af intensiteten. De beslutninger du foretager dig i en akut situation skal være rigtige i første forsøg. Derfor er det lige nu en drøm at arbejde på et traumecenter eller i akut modtagelse, men allerede nu i løbet af det første semester er der mange spændende områder, man får åbnet øjnene for, så det er jo ikke helt til at vide, hvor man ender. Når alt kommer til alt, vil man jo nok være sygeplejerske, fordi man gerne vil hjælpe folk, der har brug for det. Det, der betyder mest, er glæden ved at vide, at man har gjort en forskel for lige netop det menneske, man står overfor.
Når alt kommer til alt, vil man jo nok være sygeplejerske, fordi man gerne vil hjælpe folk, der har brug for det.
Hvad er dit bedste fag, og hvorfor?
Anatomi og fysiologi. Jeg er blevet dybt fascineret af menneskekroppen: det er fantastisk, hvad den er i stand til. Hver gang vi lærer om en ny vævstype, nyt organ eller et nyt hormon, tænker jeg, "Fuck det er smart", og det er som en historie, der bare aldrig ender, som om vores krop kan alt - det kan den jo ikke, men alligevel. En sjov tanke er, at jeg godt ved alt det her i forvejen, fordi min krop "ved" jo udmærket hvad organer, hormoner, fedt, ilt osv. skal bruges til - min bevidsthed er bare først ved at lære det nu.
Bruger du meget tid på forberedelse?
Jeg burde bruge mere. Det afhænger meget af fagene; til nogle fag kan man skimme teksterne og stadig være med til en diskussion, til andre fag skal der læses grundigt. En ting er sikkert: man bør kigge lidt længere frem i sin læseplan end til den næste dag, for lige pludselig kommer der en masse sider, der skal læses - det er bare sjældent, jeg får gjort det.
Hvad vidste du ikke om uddannelsen?
En af mine gode veninder foreslog, at jeg skulle blive sygeplejerske, og jeg tror min reaktion cirka var, "sygeplejerske!? Ej, det skal jeg fandeme ikke være! Det er jo et kvindejob." Jeg blev alligevel overtalt til at undersøge sagen nærmere, og det viste sig hurtigt, at jeg ikke anede noget om de muligheder, der er. Jeg kontaktede derfor studievejledningen og kom ind til en snak. Det tog studievejlederen lidt over en time, så var jeg overbevist om, at jeg ville ærgre mig senere i livet, hvis jeg ikke i det mindste gav det en chance. Hos studievejlederen hørte jeg om selve uddannelsens form, lektier, fag, klasser, kønsfordeling, lidt om at arbejde privat kontra offentligt og så ellers en masse om de mange forskellige afdelinger, der findes samt muligheder for at komme til udlandet under og efter uddannelsen.
Men det absolut fedeste er altså det sociale liv!
Hvad er det fedeste ved uddannelsen?
Det er dejligt at læse om noget, man virkelig finder interessant, og det er naturligvis godt, men der er selvfølgelig også fag og tekster, der hænger én langt ud af halsen. Så meget desto større er udfordringen at lære netop det. Men det absolut fedeste er altså det sociale liv! Man kan selv styre, hvor meget man vil være med i det, men det er klart, at når man har det sjovt og dejligt i klassen og på studiet generelt, så bliver man sgu hængende på uddannelsen. Der skal mere end en dårlig prøve eller dumpet praktik til at få en til at give op, hvis man har mange dejlige mennesker til at hjælpe sig.
Tænker du på efter- og videreuddannelse?
Anæstesi- eller traumesygeplejerske, men hvem ved. Der er også meget ved selve sygeplejen af en patient, der virker spændende, lige nu er det bare det andet, der trækker mest.
Hvor arbejder du om 10 år?
På et traumecenter som en del af traumeteamet på et offentligt sygehus. Det kan også være, jeg har været ude med Dansk Røde Kors eller Læger uden Grænser, som der jo også er mulighed for.