Diplomuddannelse i familieterapi
En grundig teoretisk indføring i system- og relationsorienteret arbejde med enkeltpersoner, familier og netværket omkring dem.
Du præsenteres for et bredt repertoire af metoder og tilgange inden for familiesamtaler af erfarne praktikere og undervisere. Samtaletræning indgår som et led i undervisningen.
Diplomuddannelse i familieterapi er en kompetencegivende tværfaglig efteruddannelse godkendt af Undervisningsministeriet. Den er en tværfaglig diplomuddannelse indenfor system- og relations-orienteret familieterapi.
At en uddannelse har diplomniveau vil sige, at man kan dokumentere en eksamineret systematisk erhvervet viden svarende til et års fuldtidsstudie på diplomniveau.
Mål og indhold
Målet er at kvalificere dig til at undersøge og arbejde med problemer, der relaterer sig til familiens indbyrdes forhold og til deres forhold til omgivelserne ved hjælp af:
- Indføring i og anvendelse af teorier og metoder i familieterapi
- Indsigt i egne værdier og holdninger af betydning for udøvelsen af familieterapeutiske opgaver
- Færdigheder i at lede samtaler med par, familier og andre, som familien er i kontakt med
Uddannelsen er opdelt i ugemoduler og forløber over 2 år.