Åben uddannelse - Linjefag i læreruddannelsen
Linjefag i læreruddannelsen tilbydes som enkelt fag under åben uddannelse.
Er du lærer? og har du brug for at få et ekstra linjefag, så har du mulighed for at ansøge om optagelse.
Har du en anden baggrund, så skal du have en adgangsgivende eksamen fx. HF, studentereksamen, HH eller HTX.
Ansøgere optages løbende frem til studiestart i august.
Ring eller mail til os og hør om ledige studiepladser.
Læreruddannelserne Metropol tilbyder endvidere kommuner, skoler og andre interesserede at oprette specielt tilrettelagte hold i de forskellige fag.
Linjefagene
Læreruddannelserne Metropol udbyder ledige studiepladser på de eksisterende linjefagshold til eksterne studerende under Lov om åben uddannelse (også kendt som tom-pladsordningen).
De eksterne studerende knyttes til eksisterende linjefagshold i læreruddannelsen eller eksisterende linjefagshold for meritlærerstuderende og følger undervisning og andre aktiviteter på holdet. Der indgår ikke praktik i denne ordning.
Et linjefag er normeret til 0,6 årsværk og læses normalt over 2 år. Studiet omfatter undervisning, vejledning, opgaveskrivning, eksamen, evt. gruppearbejde og individuel forberedelse.
Der gælder særlige vilkår for de tre store linjefag dansk, matematik og naturfag. Disse fag har alle et omfang svarende til 1,2 årsværk. Fagene er opbygget således at det første år er et fællesfag der retter sig mod mellemtrinnet og det næste år er specialiseringdelen, hvor den studerende vælger at specialisere sig mod enten ind- eller udskolingen. Indenfor naturfag er specialiseringsdelen natur/teknik eller fysik/kemi. Som uddannet lærer i et af disse fag er der mulighed for at læse specialieringsdelen for sig. Det betyder at man kan søge om optagelse på fagets 2. del.
Idræt, engelsk og historie
Disse tre fag er alle fag med et omfang svarende til 1,2 årsværk. Undervisningen foregår på to dage om ugen gennem to år.
Der gælder særlige adgangskrav til linjefagene læs evt. mere herom på adgangskrav. Det kan ikke forventes, at der er ledige pladser på alle fag hvert år.
Undervisningen
Undervisningen er tilrettelagt således, at de studerende har højst ét fag om dagen i løbet af ugen. Det betyder, at man som ekstern studerende kan regne med at skulle afsætte én hel dag om ugen til ét linjefagsstudium. Hvor mange lektioner der lægges på hver studiedag i løbet af semestret aftales mellem underviseren og holdets studerende.
Betalingsbetingelser:
Faktura fremsendes umiddelbart efter optagelse
Ved framelding senere end 14 dage før semesterstart, betales et afmeldingsgebyr på 50% af kursusprisen.
Ved afmelding senere end 7 dage før semesterstart, betales hele kursusgebyret.
Afmelding skal ske skriftligt og er gældende fra det tidspunkt, hvor afmeldingen er modtaget på seminariet.
Udmeldelse
Udmeldelse af uddannelsen skal ske skriftligt. Sker udmeldelse senere end 7 dage før starten på et semester, betales hele det pågældende semester. Semesterstart er 1. september.