Genveje


Metropol-ekspert er ambassadør for miljørigtige vaskevaner Metropol-ekspert er ambassadør for miljørigtige vaskevaner

Af Maria Djurhuus Petersen
14. april 2014

Danskere er blandt de europæere, der vasker tøj ved de højeste temperaturer. Michael René, lektor og hygiejneekspert på Metropol er ambassadør for oplysningskampagnen I prefer 30°.

Danmark halter gevaldigt bagefter andre europæiske lande, når det handler om bæredygtige vaskevaner. I 80 % af de vaske, der sættes over i de danske hjem er temperaturen sat til 40 grader eller højere. Kun i 18 % af tilfældene vasker danskerne ved 30 grader. 

Michael René

"Det er tydeligt, at danskerne af gammel vane vasker ved langt højere temperaturer end nødvendigt. Skruer vi i Danmark bare 3 grader ned for vasketemperaturen betyder det, at vi sparer CO2-udledning svarende til 11.000 personbiler om året eller elektricitetsforbruget i 2.500 husstande," forklarer Michael René, lektor ved Metropols Ernærings- og Sundhedsuddannelser i København og ambassadør for kampagnen. 

Fakta om tøjvask

• Den gennemsnitlige vasketemperatur i Europa er 41 grader.  I Danmark ligger den på 43 grader.
• Hele 80 % af vaskene i Danmark foretages på 40 grader eller derover. Det er langt over gennemsnittet sammenlignet med det europæiske gennemsnit på 67 %.
• Mere end hver anden dansker (54 %) tror fejlagtigt, at den temperatur, der står på vaskeanvisningen i tøjet er den anbefalede vasketemperatur. Det er ikke korrekt – den angiver maksimumtemperaturen.
• 74 % af de europæiske forbruger mener, at ved man ved at vaske ved lavere temperaturer kan skåne miljøet. I Danmark er det hver tredje (68 %) der tænker over miljøpåvirkning ved vask.

Små forandringer kan skabe store resultater 

Vasketemperaturen i Danmark er bl.a. så høj, fordi hver anden dansker kogevasker oftere end den øvrige europæiske befolkning. Derudover ved hver fjerde dansker ikke, at tøj faktisk kan vaskes helt rent ved 30 grader. Det viser en undersøgelse foretaget af Coop Danmark for brancheforeningen for vaskemiddelproducenter, SPT. 

En anden af kampagnens ambassadører Klimakommissær Connie Hedegaard siger:

"Jeg hilser kampagnen I prefer 30° velkommen. Den er et godt eksempel på partnerskabstankegangen når den er bedst, og det er helt i tråd med Europakommissionens ønske om fælles indsatser mod klimaforandringer. Hvis vi ændrer bare en lille smule i vores daglige vaner, kan vi sammen opnå store resultater. Lad os arbejde sammen for at skabe et bedre klima – en vask ad gangen."

Om kampagnen 

• Kampagnen I prefer 30° kører i 5 europæiske lande: England, Belgien, Frankrig, Italien og Danmark.
• Blandt de deltagende lande er Danmark det land, der vasker ved de højeste temperaturer.
• I Danmark er klimakommissær Connie Hedegaard ambassadører for kampagnen. 
• Læs mere om kampagnen, og find en vaskevejledning
• Det er brancheforeningen for vaskemiddelproducenter, SPT, Unilever og Procter & Gamble, der står bag kampagnen. Den støttes af en række virksomheder, herunder Coop Danmark, Miljømærkning Danmark, Novozymes og Danish Fashion Institute.