Genveje


Studerende styrker unge pigers selvtillidStuderende styrker unge pigers selvtillid

Den blot 23-årige Linn Tornholm er kvinden bag Projekt S, hvor 10-16-årige piger kan gøre op med sociale medier, kropsidealer og mobning. Linn læser til daglig Global Nutrition and Health på Metropol.

Presseklip | 25. marts 2015

Urealistiske skønhedsidealer, presset fra sociale medier, mobning og meget mere. Det er ikke altid nemt at være en ung pige i dag.

"Man bliver hele tiden bombarderet med en masse forskellige budskaber. Både på de sociale medier, i blade og aviser der skriver om ’ugens diæt’ eller ’ny forskning om sundhed’.

Selv meget unge piger opfatter altså de her budskaber," siger 23-årige Linn Tornholm, som er kvinden bag Projekt S, et forløb, som skal give helt unge piger i alderen 10-16 år redskaberne til at klare sig gennem en vanskelig tid.

Ideen fik den unge iværksætter i forbindelse med noget andet frivilligt arbejde hos ’Fit for Kids’.

"Jeg kunne høre ni-årige piger kommentere på deres lår og maver. De følte, at de var for tykke, og de blev kede af det på grund af, at de billeder de lagde på Instagram ikke var gode nok. Og så kunne jeg også se, at når en af pigerne kommenterede negativt på sin egen krop, påvirkede det alle pigerne omkring hende i samme alder. Der var det jeg tænkte, at her bliver man nødt til at tage fat," siger Linn Tornholm, som kom til København fra Norge for tre år siden for at læse ’Global Nutrition and Health’ på Metropol.