Genveje


Studerende finder emner til bachelor i workshops med praksisStuderende finder emner til bachelor i workshops med praksis

På Ergoterapeutuddannelsen har vi før sommerferien afprøvet et nyt forløb som optakt til efterårets modul 14, som er det det afsluttende modul, hvor de studerende udarbejder deres bachelorprojekt. Forløbet bestod af tre workshops, hvor de studerende arbejdede sammen med repræsentanter for praksis.

Af Anne Hove, lektor på Ergoterapeutuddannelsen og konsulent i HR Strategisk Kompetenceenhed

Alle vil formentlig gerne skrive et bachelorprojekt, der er meningsfuldt. Et projekt, der kan belyse en aktuel problemstilling i praksis, som kommende arbejdsgivere vil være glade for, at man som dimittend er klog på. Samtidig skal det gerne være et projekt, man som studerende er motiveret til at arbejde med. Men hvordan er det lige, at man finder og vælger det gode emne?

Det har mange studerende tænkt over i tidens løb, og underviserne på ergoterapeutuddannelsen lige så. I juni afprøvede jeg derfor et nyt introforløb. Et centralt element i forløbet var tre workshops ud om tre brændende platforme inden for ergoterapi, og på hver workshop arbejdede studerende og repræsentanter for praksis sammen om at formulere aktuelle og relevante projektforslag til bachelor-projekter. Alle de 64 ergoterapeutstuderende, der her i løbet af efteråret skal skrive bacheloropgave, deltog i forløbet.

Indledende oplæg gav det overordnede perspektiv

Ugen startede med at regionsformanden i Ergoterapeutforeningen gav et oplæg, hvor hun så på professionen i et helikopterperspektiv: Hvilke krav, forventninger og visioner er der i samfundet på de områder, hvor ergoterapien kan byde ind med sin professionalisme. Hun tog udgangspunkt i de nye økonomiaftaler mellem regeringen, Kommunernes Landsforeningen og Danske Regioner og supplerede med sine iagttagelser fra Folkemødet på Bornholm. 
Derefter fordelte holdet på 64 studerende sig i tre store grupper defineret ud fra de tre brændende platforme og blev bedt om afsøge viden om temaet på et politisk niveau, et forvaltningsmæssigt niveau og det fagprofessionelle, ergoterapeutiske niveau. 

Ping-pong mellem studerende og repræsentanter fra praksis

Senere på ugen fulgte så de tre workshops, der varede tre timer hver. De startede med, at de stud på ca. 10 min fremlagde status, problematikker og spændende initiativer inden for det tema, de havde afsøgt. 

Jeg havde så inviteret tre gæster fra praksis inden for det pågældende felt. De sad i et ”akvarium” og drøftede, hvilke spændingsfelter, de så inden for området og hev pointer og perspektiver ind fra de studerende fremlæggelse. 
Så kom ”work”- delen af workshoppen mod gruppearbejde, post-its, kartonkort og det hele, og det sluttede altså med, at studerende og gæster fra praksis i fællesskab udformede relevante og aktuelle projektforslag. De er nu sendt til MatchPol, så alle studerende kan se dem. 

Link: Matchpol - idebank med projektforslag til bacheloropgaver

Gode tilbagemeldinger og stort udbytte

De studerende var gennem hele introforløbet meget arbejdssomme og engagerede, og vi fik en virkelig positiv respons på dette introforløb og dets workshops fra såvel studerende som gæsterne fra praksis.
Ikke mindre vigtigt er det, at der nu ligger der så mange projektforslag på MatchPol. Både dem der tidligere er kommet direkte fra praksis, og de nye formuleret som udbytte af introforløbet. 
En ting er derfor sikker:De studerende kommer ikke til at mangle ideer til aktuelle emner, de kan tage afsæt i. For på MatchPol er der nu flere projektforslag, end der skal skrives bachelorprojekter her i det komme semester.