Genveje


Lærerstuderende vinder pris for vulkaner og itLærerstuderende vinder pris for vulkaner og it

Det blev den 29-årige lærerstuderende, Mia Lynnerup Olesen, fra Metropols læreruddannelse, der løb med sejren i KMD Education Award for hendes undervisningsforløb med vulkaner i modellervoks, skattejagter og masser af digitale redskaber.

Metropol vinder MKD-award for læreruddannelsenMetropols læreruddannelse har stort fokus på inddragelse af it i undervisningen. Den 23. april vandt Mia Lynnerup Olesen fra Metropol 'KMD Education Award' for sit undervisningsforløb i geografiundervisningen på Gladsaxe Skole.

Af Thomas Moos Jensen | 24. april 2015

Glæden var til at få øje på, da Mia Lynnerup Olesen hørte sit navn råbt op ved prisuddelingen KMD Education Award. Prisen gives til en lærerstuderende, som har benyttet sig af it i undervisningen i forbindelse med deres praktikforløb. Det er kun anden gang prisen uddeles, efter at den sidste år blev indstiftet af it-virksomheden KMD og landets læreruddannelser. Formålet med prisen er at sætte fokus på brugen af digitale læremidler i undervisningen.

Den studerende på Metropols læreruddannelse fik udover æren og juryens anerkendende ord en check på 25.000 kr., der fulgte med sejren. 

”Jeg nåede lige at tænke – hold da op. Mig?! Det er ret vildt. Den her pris betyder virkelig meget. Det er en enorm anerkendelse og noget, jeg virkelig sætter pris på. Jeg kan jo ikke lade være med at arbejde med it. Jeg synes bare, det er helt vildt sjovt,” siger den glade vinder Mia Lynnerup Olesen.

Læs mere om Metropols læreruddannelse

Elever og dommerne taget med storm

Med vulkaner i modellervoks på YouTube, fællesblogs med islandske venskabsklasser og masser af inspirerende digitale øvelser har Mia Lynnerup Olesen i sit praktikforløb på Gladsaxe skole skabt et forløb i geografi-undervisningen for 8. klasserne, som har taget både elever og dommerne med storm.
 

”Mias forløb var superfedt. Hendes måde at bruge it i undervisningen betyder, at man som elev både har haft det sjovt og ikke mindst lært en masse. Jeg ville bare ønske, at det var mig, der havde fået lov til at have haft Mia som lærer”, siger Miranda Dagson, formand for Danske Skoleelever og medlem af den nationale dommerkomite.

Metropol vinder KMD-awardAlle finaledeltagerne fra de forskellige professionshøjskoler samt medlemmer af dommerpanelet Marie Falkesgaard Slot (nederst venstre hjørne), Jens Arne Madsen og Pernille Schultz fra KMD. 

Involverende undervisning gennem it

Dommerne sagde i øvrigt om projektet:
 
”Den store variation i brugen af digitale og analoge læremidler, inddragelsen af skattejagter, motionsløb og dialog med en islandsk venskabsklasse om deres forhold til vulkaner har vist, hvordan man kan skabe en meget involverende undervisning, der holder materialet friskt og i vid udstrækning til udgangspunkt i elevernes egne produktioner.
 
Forløbet er helt igennem velstruktureret, gennemtænkt og en inspiration for både elever og andre undervisere. Mia fremstår som en meget kompetent lærerstuderende, som med de demonstrerede kompetencer vil kunne flytte ikke bare elever men også grænserne for brugen af it i geografifaget i den danske folkeskole.”

Sjovere undervisning

KMD Education Award er indstiftet af it-virksomheden KMD i samarbejde med læreruddannelser over hele landet. Og der er stor ros til årets vinder fra den danske it-virksomhed. 

Formålet med prisen er at sætte fokus på brugen af digitale lærermidler i folkeskolen og på læreruddannelsen, siger Jens Arne Madsen, direktør for Børn og Unge i KMD:

"Med KMD Education Award er det vores ambition, at lærerstuderende i Danmark bliver endnu mere interesserede i at arbejde digitalt. Digitale læremidler kan være med til at skabe en sjovere undervisning for både lærere og elever. Samtidig ved vi, at digital undervisning også kan udfordre eleverne på flere forskellige niveauer og dermed understøtte mange af de mål, der er med den nye folkeskolereform," forklarer Jens Arne Madsen.

Læs også: "177 Flipped Classroom-videoer til fri brug"

Udover æren får Mia Lynnerup Olsen 25.000 kr.

"Jeg skal have min familie og min praktikmakker med ud at spise, og så skal jeg have min mand og børn med på en ferie til et varmt sted," fortæller Mia Lynnerup Olesen.

Fakta om KMD Education Award

KMD Education Award er en pris, indstiftet af it-virksomheden, KMD og landets læreruddannelser. Prisen gives til en lærerstuderende, som har benyttet sig af it i undervisningen i forbindelse med deres praktikforløb. Konkurrencen er delt i to. Først konkurrerer de studerende på hvert af de syv University Colleges med deres egne kammerater, hvor der vælges en vinder fra hvert University College. Prisen er her 5.000 kr. Vinderne går videre til den nationale konkurrence, hvor man kæmper mod vinderne fra de øvrige læreruddannelser. Den nationale pris består udover ud over æren også af 25.000 kr.



--- nyt fra Laura----