Genveje


Sund mad i en mørk tidSund mad i en mørk tid

I vinterhalvåret har du den laveste koncentration af D-vitaminer i kroppen. Få gode råd til sund mad i en mørk tid af forsker Rikke Ellekilde Larsen, som er ernæringsekspert på Metropol.

Sund kost i en mørk tid er blandt andet fisk​Rikke Larsen anbefaler at man får D-vitamin via kosten snarere end tilskud, da fede fisk indeholder mange gavnlige stoffer, fx selen og fiskeolier. Er man klar over, at man ikke får indtaget tilstrækkeligt med D-vitamin i vinterhalvåret, fx hvis man ikke indtager fisk, kan man overveje at tage et tilskud af D-vitamin på 10 mikrogram/dag. Foto: Colourbox.

Af Stine Rasmussen l Den 18. januar 2016

I en mørk tid må sund kost gøre det ud for solens stråler. Lektor Rikke Ellekilde Larsen er underviser på Ernærings- og sundhedsuddannelsen på Metropol og forsker i det livgivende solvitamins betydning – nærmere bestemt D-vitaminniveauets betydning for muskelfunktion:

”I de varme sommermåneder får vi op til 90 procent af vores behov for D-vitamin dækket via solen. Vitaminet lagres i fedtvævet, så vi har noget at tære på i de mørke måneder. Kurven tager et dyk nedad allerede i december, så det er vigtigt at sætte fed fisk på menuen,” siger Rikke Larsen. 

Spis mange fede fisk

Kosten bør – også i vinterhalvåret – indeholde mindst 10 mikrogram D-vitamin per dag, og det kræver ifølge Rikke Larsen en indsats. Og en solid appetit på havets frugter. Selvom Danmark er en kystnation spiser vi generelt alt for lidt fisk – også i forhold til vores nordiske naboer:

”Laks indeholder ca. 30 mikrogram D-vitamin per 100 gram og hellefisk ca. 15 mikrogram per 100 gram – så de fede fisk er en rigtig god kilde til D-vitamin. Men andre fisk som fx sild og ål indeholder også det livsvigtige vitamin – henholdsvis 10 og 5 mikrogram per 100 gram. Æg og oksekød er også kilder – men i den mindre betydningsfulde afdeling,” fortæller Rikke Larsen.

Men er der slet ingen grøntsager, som indeholder D-vitamin?

”Vilde svampe indeholder D-vitamin. Men drivhusproduktion duer ikke. I hvert fald ikke endnu. I øjeblikket er der forskere, som udvikler metoder til at øge indholdet af D-vitamin i svampe dyrket i væksthuse ved hjælp af UVB-stråling, fx champignon. For en vegetar kunne det være et fint alternativ til fisk.”

Læs mere om Professionsbacheloruddannelsen i Ernæring og Sundhed

Større betydning end hidtil antaget

D-vitamin spiller en langt større og mere vidtrækkende betydning for kroppens sundhed, end forskere troede for blot 10-15 år siden. Tidligere tænkte man, at D-vitamins rolle hovedsageligt begrænsede sig til opretholdelse af kroppen calciumkoncentration samt opbygning vedligeholdelse af knoglemasse, fordi vitaminet i så høj grad spiller sammen med calcium:

”Efter at forskere fandt ud af, at vi har D-vitamin-receptorer i stort set alle kroppens væv er vi blevet klogere på, at D-vitamin har betydning for en meget bredere vifte af funktioner i kroppen. I øjeblikket undersøges det bl.a. hvilken betydning D-vitamin spiller i forhold til fx diabetes og hjerte-kar-sygdomme, men der er ingen klare konklusioner,” fortæller Rikke Larsen. Hun har i et konkret forskningsprojekt fokus på D-vitamins betydning i forhold til muskelfunktion:

”Hos ældre mennesker kan vi se en klar sammenhæng mellem en dårlig  D-vitamin-status og lav  muskelkraft. Når man giver de ældre D-vitamin og derved øger deres D-vitaminstatus, kan man observere, at de genfinder muskelkraften. Vi forsker nu i, om det samme gør sig gældende for raske voksne,” siger Rikke Larsen, som sammen med en kolleger fra Metropol er blevet involveret i projektet som ledes af DTU Fødevareinstituttet.

Genetisk forskel er en x-faktor 

Sundhedsmyndighederne anbefaler en D-vitaminkoncentration i blodet på 50 nmol/per liter. Men i virkeligheden kan det tænkes, at hvert enkelt individs optimale D-vitaminstatus kan være ret individuel. Genetisk forskel er en x-faktor:

”Man får større og større viden om genetisk variation, og det komplicerer forskningsfeltet. I studier udført på befolkningsgrupper tæt på ækvator er der fx set store variationer i befolkningens D-vitamin-niveauer,” fortæller Rikke Larsen og fortsætter:

”Det er ikke givet, at vi alle skal have den samme status. Det er ikke sikkert, at det anbefalede niveau af D-vitamin gælder alle. Det forskes der intensivt i for tiden.”
Institut for Ernæring og Jordemoderkundskab er involveret i et større tilskudsstudie, hvor forskere i EU forsøger at blive klogere på den optimale status ved at undersøge en lang række befolkninger på forskellige parametre.

​Kontakt Rikke Ellekilde Larsen


--- nyt fra Laura----