Genveje


Praktisk erfaring forbereder studerende på fremtidenPraktisk erfaring forbereder studerende på fremtiden

Blodtryksmålinger, kostvejledning og motionsanvisninger. Det er blot nogle af de opgaver, som studerende fra Metropol påtager sig, når de omsætter teori til praksis på pop op-sundhedsklinikken i Mjølnerparken på Nørrebro.

Sundhedsklinikken på arbejde​Line Ingerslev (th) har med arbejdet i sundhedsklinikken især udviklet sine kommunikationsevner, der er en stor del af jobbet som ergoterapeut. Foto: Mikal Schlosser.


Af Anita Jensenius, freelance-journalist l Den 17. maj 2016

En ting er at læse teori i en bog. Noget helt andet er at skulle bruge dét, man har lært, i den virkelige verden. Det kan Line Ingerslev, der læser til ergoterapeut på Metropol, nikke genkendende til. I efteråret 2015 var hun frivillig i Metropols pop op-sundhedsklinik i Mjølnerparken på Nørrebro. Her udfører studerende sundhedstjek på Mjølnerparkens beboere som på enhver anden klinik.

”Vi spørger ind til deres fysiske aktiviteter i hverdagen og prøver at finde frem til, hvad årsagen til deres problemer er, og hvordan vi kan løse dem,” fortæller Line Ingerslev.

Hvert semester kan 75 studerende fra fem forskellige studieretninger prøve kræfter med at omsætte teori til praksis. Det giver både de studerende praktisk erfaring, og det styrker det tværfaglige samarbejde mellem de forskellige studieretninger.

Praksis er uforudsigelig

For Line Ingerslev var det både en positiv og udfordrende oplevelse at prøve sine færdigheder af i den virkelige verden.

”Jeg har lært meget af at tale med rigtige patienter og af at opleve den uforudsigelighed, der er ude i virkeligheden,” fortæller hun.

Selvom sundhedsuddannelserne på Metropol også har grundige praktikforløb indlejret i uddannelserne, var det for Line Ingerslev noget særligt at arbejde på sundhedsklinikken.

”Det var spændende at få erfaring med en målgruppe, der både har sproglige og kulturelle barrierer, og hvor motion ikke altid er så naturligt,” siger hun.

Line Ingerslev har især udviklet sine kommunikationsevner, der er en stor del af jobbet som ergoterapeut.

”Jeg har lært at være klar i min kommunikation. I nogle tilfælde skulle man virkelig overtale beboerne til at dyrke mere motion,” siger hun.

Erfaringer til fremtiden

”Det handler om at møde folk, hvor de er. Nogle af beboerne er stort set ikke fysisk aktive. Så handler det om at lave små ændringer i hverdagen, som f.eks. at gå en tur på ti minutter om dagen,” fortæller hun.

Line Ingerslev drømmer om at arbejde inden for psykiatrien, og hun er overbevist om, at hun kommer til at bruge sine erfaringer fra sundhedsklinikken i fremtiden.

”Både i psykiatrien og i Mjølnerparken handler det om at hjælpe borgere, som har svært ved at strukturere hverdagen, med at komme i gang med fysisk aktivitet. Det har jeg fået helt konkrete erfaringer med i Metropols pop up-sundhedsklinik,” siger hun.

​Læs mere om Sundhedsklinikken


--- nyt fra Laura----