Genveje


Verdens mest meningsfulde arbejdeVerdens mest meningsfulde arbejde

Marie Hagelskjær og Trine Hjorth studerer her på Metropol. De er begge frivillige i projektet BørneBuddies, hvor de hjælper børn igennem en svær tid. Og det er ifølge de to studerende den mest livsbekræftende og meningsfulde måde at bruge sin fritid på.

Børnebuddy taler med barn
”Jeg er blevet mødt med en enormt stor taknemmelighed, men jeg er mindst lige så taknemmelig selv. Jeg har fået så sindssygt meget igen som BørneBuddy, og jeg kan kun anbefale alle andre at bruge deres studietid på så meningsfuldt arbejde som dette,” fortæller sygeplejerskestuderende Marie Hagelskjær om sit frivillige arbejde i forbindelse med studiet på Professionshøjskolen Metropol.

Af Tine Julie Tikjøb

”Da jeg første gang hørte om projekt BørneBuddies, tænkte jeg, at det var et super spændende projekt. Man kan ikke redde hele verden, men her var der en mulighed for at hjælpe et barn og give en familie et tiltrængt pusterum i hverdagen,” fortæller Trine Hjorth, der til daglig læser til lærer på Metropol i København. Sammen med Marie Hagelskjær og 70 andre studerende fra Professionshøjskolen Metropols 16 uddannelser, har hun dedikeret sin fritid, sin faglighed og sit overskud til at være BørneBuddy – en frivillig børneven, der hjælper raske børn igennem en svær tid med enten sygdom eller dødsfald i den nære familie.

”Jeg har været BørneBuddy for en dreng, der har mistet sin mor til kræft, og det har været hårdt, men også enormt givende at kunne hjælpe den her lille gut – og se ham tackle sorgen og tabet af sin mor. Det sætter virkelig ens eget liv i perspektiv,” forklarer Marie Hagelskjær, og fortsætter:

”Det er svært at læse sig til, hvordan man bedst håndterer sorg, så ved at prøve det af i praksis og på egen krop, er jeg blevet mindre berøringsangst for at spørge ind til det svære. De fleste mennesker – og især børn – vil jo hellere have, at man spørger ind til sorgen, end at man tier den væk,” fortæller Marie.

En personlig og faglig forskel

Både Marie og Trine meldte sig som frivillige med et ønske om at hjælpe andre og udfordre sig selv, og de er ikke et sekund i tvivl om, at det var det rigtige valg for dem:
”Der rart at mærke, at jeg kan gøre en forskel, og det har givet mig meget, både personligt og fagligt, at være med i projektet. Jeg har valgt at læse til lærer, fordi jeg synes, at det er enormt livbekræftende at arbejde med børn og at lære fra mig. Det gør mig glad i min hverdag, at jeg kan være med til at forme og præge børnene, og som BørneBuddy får jeg redskaber, som jeg også kan bruge fremadrettet i lærerfaget. Jeg har fået redskaber til at hjælpe børn i krise og sorg, og det er meget givende,” forklarer Trine Hjorth.

Marie Hagelskjær, der snart er færdiguddannet sygeplejerske, drømmer om at arbejde på en børneafdeling, og hun har derfor valgt at bruge sin frivillighed til at skabe vished om fremtiden: ”Jeg meldte mig også til projektet for at prøve mig selv og min faglighed af – og for at se, om det nu også i virkeligheden er den vej, jeg skal gå, når jeg bliver færdig,” forklarer Marie, og fortsætter: ”Det ved jeg nu, at det er. Jeg er blevet mødt med en enormt stor taknemmelighed, men jeg er mindst lige så taknemmelig selv. Jeg har fået så sindssygt meget igen som BørneBuddy, og jeg kan kun anbefale alle andre at bruge deres studietid på så meningsfuldt arbejde som dette,” slutter Marie.

Hvad er Projekt BørneBuddies? 

BørneBuddies er et tværprofessionelt projekt finansieret af Egmont Fonden i samarbejde med Professionshøjskolen Metropol. 
En BørneBuddy hjælper med hverdagens små ting som fx leg, lektier, biografture, højtlæsning, fritidsaktiviteter, sport. Alle aktiviteter er på barnets præmisser.
Læs mere om projektet