Genveje


Metropol og Medborgerne indgår partnerskabMetropol og Medborgerne indgår partnerskab

Som den første store uddannelsesinstitution indgår Professionshøjskolen Metropol nu i samarbejde med Medborgerne - en alliance af frivillige organisationer på Nørrebro og i Nordvest i København.

Medborgerne og Metropols logoer 
Af Flemming Peter Schultz, Kommunikationschef

I dag fik Metropols rektor, Stefan Hermann, overrakt et bevis for medlemskab af bydelsalliancen Medborgerne. Ruth Gøjsen, der er formand for Medborgerne mødte Stefan Hermann på Tagensvej 86, hvor Metropol uddanner sygeplejersker og administrationsøkonomer. 

Nørrebro og Nordvest, med sine myriader af professionelle, private og frivillige fællesskaber, er et af landets mest livlige og mangfoldige byområder. Her spiller Metropol – som en af områdets store uddannelsesinstitutioner - en naturlig rolle i indsatsen for at styrke udvikling og sammenhængskraft for borgere, foreninger, virksomheder og institutioner. 
Og det er baggrunden for, at Metropol nu bliver en del af Medborgerne; en  alliance af fællesskaber på Nørrebro og Nordvest – fra foreninger og skoler til kirker og moskéer - der arbejder for at gøre livet i bydelen endnu bedre. 

Metropol - en del af Nørrebro og Nordvest

”Metropol er en integreret del af Nørrebro og Nordvest” siger rektor Stefan Hermann. ”Gennem vores Sundhedsklinik er vi i kontakt med mange af bydelens borgere, vi udlejer lokaler til foreninger og virksomheder i nabolaget, og vi præger bybilledet med studerende, ansatte og bygninger. Vi drager fordel af områdets livlige mangfoldighed, og vi har en klar interesse i at støtte gode initiativer, der styrker bydelen sammenhængskraft. Derfor er jeg glad for, at vi nu får etableret et solidt samarbejde med Medborgerne.’
Som uddannelsesinstitution er Metropol tæt forbundet med lokalområdet. Det er her, mange af Metropols studerende bor, arbejder, bidrager som frivillige. Det er også her Metropol studerende prøver kræfter med deres professioner i Sundhedsklinikken – et frivilligt tilbud til lokale borgere om fx fødselsforberedelse, kostvejledning og ergonomitjek. 
Sundhedsklinikken er et tværprofessionelt initiativ, hvor de studerende arbejder sammen på tværs af uddannelserne. Det giver de studerende et godt blik for de mange forskellige aspekter, man som færdiguddannet skal være opmærksom på. 

Samarbejde på tværs

”Vi arbejder konstant på at finde samarbejdspartnere i lokalområdet på Nørrebro og Nordvest, der vil stille sig til rådighed, så de studerende kan træne tværprofessionelt samarbejde om udfordringer fra den praktiske hverdag,” fortæller Kirsten Falk, der er leder af Metropols Enhed for Tværprofessionel Uddannelse. 
Samarbejdet med Medborgerne åbner muligheder i den retning, fortæller Kirsten Falk, og hun glæder sig til at komme i dialog med lokale foreninger, virksomheder og andre organisationer, hvor de studerende kan samle viden om og øve sig i at samarbejde på tværs af uddannelserne i praksis.
Samarbejdet med Medborgerne kan også åbne op for studerende, der ønsker at udarbejde (bachelor)opgave sammen med lokalområdet. 

Medborgerne – en borgeralliance med inspiration fra udlandet

Medborgerne er inspireret af borgeralliancer i bl.a. USA, Canada, Tyskland og Storbritannien. Et eksempel er den britiske borgeralliance Citizens UK med over 300 organisationer og titusindvis af lokale borgere på tværs af religion, social baggrund og etnicitet. 

Onsdag den 27. september inviterer Medborgerne til et stort arrangement i Nørrebro-hallen. Metropol er som medlem medarrangør, og alle – ansatte såvel som studerende - er velkomne. Tilmelding sker på Medborgernes hjemmeside 

Mere information

Metropols rektor, Stefan Hermann, tlf. 51 38 03 00
Leder af Metropols Enhed for Tværprofessionel Uddannelse, Kirsten Falk, tlf. 5163 2780.
Læs mere om Metropols tværprofessionelle satsninger
Læs mere om Metropols Sundhedsklinik 
Læs mere om Medborgerne