Genveje


Mindet om nye spørgsmålMindet om nye spørgsmål

Mette Rosenberg har ændret fokus i sine samtaler med KOL-patienter, efter at hun skrev diplomopgave om metoden advance care planning.

”Det er jo ikke revolutionerende nyt, men det har mindet mig om at ændre fokus, så jeg ikke kun taler om behandlingen nu og her, men også spørger til, hvordan patienten gerne vil have lindres i den allersidste del af sit liv.”

Da sygeplejerske Mette Rosenberg i efteråret 2014 tog Metropols diplomfag ’Palliativ indsats med fokus på symptom-lindring og professionelt arbejde’ valgte hun at skrive opgave om en metode, der kaldes advance care planning. Det er en formaliseret samtaleform, hvor alvorligt syge patienter får hjælp til at tage stilling til, hvordan de gerne vil behandles i tiden, inden de dør.

Den opgave fik Mette til også i praksis at eksperimentere med sin spørgeteknik, når hun møder KOL-patienter via jobbet på Lungemedicinsk afdeling på Gentofte hospital.

Øjenåbner giver mod på mere

Mettes arbejde består i at besøge KOL-patienter, der for nylig er udskrevet fra hospitalet. Typisk handler besøget om at måle lungefunktion og justere patientens aktuelle behandling, men nu er Mette også begyndt at spørge til andre ting.

”Jeg havde en patient i går med ustabil KOL, og vi taler derfor om, hvordan behandlingen skal justeres for at afhjælpe hendes sygdom lige nu. Da jeg også spurgte til, hvordan hun har det med sin sygdom, brød hun lettet sammen i gråd og fortalte om, hvad der egentlig er værdier i hendes liv og hvad hun gerne vil kunne.”

Det var en banal øjenåbner, hvis effekt Mette nu vil forfølge.

”Jeg arbejder alene, så jeg kan selv bestemme hvilken tilgang, jeg har til patienterne. Jeg har virkelig fået mod på at ændre mit fokus i samtalerne, fordi det tydeligvis hjælper patienten også at tale om det, der ligger ude i horisonten og hvordan behandlingen skal være til sidst for at skabe bedst mulig livskvalitet.”