Genveje


Simulation i undervisningenSimulation i undervisningen

Praksis og Innovationshuset binder virkelighed og teori sammen. I vores virkelighedstro omgivelser træner og øver studerende fra grunduddannelserne på Københavns Professionshøjskole sig i professionsfaglige færdigheder.

Husets simulationsmiljøer giver studerende, der uddanner sig til eksempelvis fysioterapeuter, sygeplejersker, ergoterapeuter eller socialrådgivere de bedste muligheder for at teste og udvikle deres færdigheder. Det kan fx være måling af lungefunktion, anlæggelse af venekateter eller samtaletræning med borgere. I undervisningen arbejder vi med forskellige scenarier, hvor vi simulerer en praksissituation. Det gør vi for at træne de studerende i at bruge deres teoretiske viden i den praktiske virkelighed – den virkelighed, som de møder efter endt uddannelse eller i deres praktikophold.
Når vores undervisere og deres studerende træder ind i huset, træder de samtidig ’ud i praksis’. Vi har mange af de teknologier, som de studerende møder, når de er færdige med deres uddannelse. På hospitalet anvender vi nogle gange fantomdukker og i andre sammenhænge er det vores studerende, som agerer borgere/patienter. 
I nogle scenarier anvender vi nogle dragter, som simulerer old-age, hemiparese og bariatri (overvægt). Dragterne giver en realistisk simulation af aldring, hemiparese og overvægt – og vores studerende får en kropslig læring fremfor bare en teoretisk forståelse. 

Simulationstræning i Praksishuset 2017

Etiske hensyn i simulationsundervisning:

  • Fantomdukkerne simulerer borger/patient. For at komme tættest på virkeligheden behandler vi alle fantomerne som levende mennesker/patienter.
  • Dragterne er ikke bare et kostume, men simulerer en virkelighed som nogle mennesker lever under; alderdom, hemiparese og overvægt. 
  • Ved hjælp af optagelser af forskellige scenarier på foto eller video kan vi tale scenarier og handlemåder igennem. Det er et meget brugbart redskab i undervisningen til den debriefing, som mange undervisere har med de studerende efter selve simulationen. Alle fotos og videoer er kun til de studerendes egen brug, og må ikke deles af andre på fx sociale medier.