Genveje


StudiemiljøStudiemiljø

Jordemoderuddannelsen er placeret på Campus Sigurdsgade. På campus er der altid liv og masser af studerende fra de forskellige uddannelser.

Som jordemoderstuderende bliver du en del af en lille uddannelse med ca. 247 studerende. Der starter kun ét hold med ca. 35 studerende ved hver semesterstart. Det betyder, at alle som oftest hurtigt lærer hinanden at kende. Underviserne har kontor tæt på klasselokalerne, og hvert hold har en underviser som er ansvarlig for det semester de går på. De studerende kan altid henvende sig til den eller de semesteransvarlige, hvis der er noget de er i tvivl om, og den semesteransvarlige sørger også for løbende at følge med i, hvordan det går med holdet. Derudover kan man henvende sig til studiekoordinator med spørgsmål og problemer der vedrører livet som studerende på jordemoderuddannelsen.


Foto: Anne Trap-Lind

Uddannelsen vægter nærhed og fællesskab. Dette gælder både på det hold man er tilknyttet og til andre moduler og underviserne. I løbet af studieåret planlægges en række sociale arrangementer: strikkekrog mellem studerende og vores studiekoordinator, fællesspisninger for holdet, fællessamlinger mellem alle studerende og undervisere og temaeftermiddage, hvor de nye bachelorstuderende fremlægger deres projekter.

Introtur

På jordemoderuddannelsen lægger vi vægt på, at du skal føle dig velkommen som studerende. Derfor har vi  blandt andet en introtur i den første uge, du er på uddannelsen. Det foregår typisk ved, at det nye hold mødes et offentligt sted og sammen tager ud til en hytte.

Formålet med denne tur er både at introducere til jordemoderuddannelsen, men også at skabe sociale relationer. Der er undervisere med på turen og et program med fagligt indhold det meste af dagen. Om aftenen er der plads til at hygge sig og lære hinanden bedre at kende.

Søsterordning

Vi ved, at du som ny studerende kan have en masse spørgsmål angående studiestart, og vi ved at den første tid på uddannelsen kan være noget krævende. De Jordemoderstuderendes Råd har derfor iværksat en "søsterordning", hvor ældre studerende hjælper nye studerende i starten af uddannelsen. Alle nye studerende tildeles en "storesøster".

Tanken er, at man kan bruge sin søster til sparring, erfaringsdeling, støtte, råd og vejledning - fx ved spørgsmål om køb af litteratur, udveksling af tanker i forhold til usikkerhed og andre erfaringer på uddannelsen.

Studenterhuset Metropol

Studenterhuset Metropol arrangerer fredagsbarer og fester for hele Campus Rådmandsmarken. Studenterhuset Metropols bar hedder Sigurds Bar og ligger på Sigurdsgade 36. Fredagsbaren er der, hvor du kan møde dine medstuderende i et mere afslappet miljø og dyrke det sociale samvær. Du kan fx udfordre dine studiekammerater i bordfodbold, brætspil og andre aktiviteter. Fredagsbaren har åbent de fleste fredage fra kl. 13 til 03.

I starten af hvert semester er der introfest, hvor de nye studerende kan lære de gamle bedre at kende. I løbet af hvert semester bliver der også holdt temafester, med alt fra Casino Night til Full-moon party. 

​Hvis du vil vide mere om Sigurds Bar så find os på Facebook

Spørgsmål og svar