Genveje


Martin ChristensenMartin Christensen

Martin er førsteårsstuderende og læser matematik som sit første linjefag. Martin på 22 år er også uddannet konstabel og har været udsendt til Irak. Før lærerstudiet arbejdede Martin som lærervikar og håndboldtræner.

Hvorfor valgte du at læse til lærer?
Jeg har altid godt kunnet lide at undervise og jeg synes det er helt fantastisk at arbejde med børn og unge - så det gav lidt sig selv. Det tiltaler mig meget, at man kan bruge sin kreativitet og have indflydelse på faget og sin undervisning. Så kan jeg forhåbentlig gøre folkeskolen lidt sjovere og lidt mere spændende end da jeg selv gik der.

Hvorfor læse til lærer på Frederiksberg?
Jeg snakkede med en masse kolleger på den skole, hvor jeg var vikar, og alle var stort set enige om, at Læreruddannelserne Metropol er toppen af poppen, og det har generelt et ry som det bedste i Danmark. Så jeg undersøgte det lidt på nettet og seminariets egen hjemmeside og syntes, at det lød som det rigtige valg. Så er beliggenheden også en klar fordel, dejligt centralt.

Hvordan oplevede du studiestarten, og hvordan er studiemiljøet?
Jeg har aldrig følt mig mere velkommen noget sted, som første dag på Læreruddannelserne Metropol. Det hele er nyt og kan virke lidt skræmmende, men den varme velkomst gjorde det til en rar og spændende start. Der er meget at holde styr på i starten, men vejlederne og personalet er rigtig gode til at hjælpe de nye på rette vej. Det er nemt at finde de oplysninger, man skal bruge fx vha. intranettet, og skulle man have misset noget, så har man sine vejledere og koordinatorer til samle lidt op.

Det faglige miljø og særkendet ved læreruddannelsen
Da det er et seminarium midt i byen, kan det være lidt trangt med pladsen engang i mellem, men der mangler ikke noget, så det fungerer fint. Niveauet er ligeså højt, som jeg havde håbet og forventet, og det er en spændende tilgang, man får til fagene. Nu skal man ikke bare være fagligt god, men også lære teorien bag undervisning. Nu er der lige pludselig plads til, at man kan være med til at videreudvikle sit fag, for mit vedkommende matematikken, og man bliver nødt til at betragte det fra flere og nye vinkler. Vi bruger også it rigtig meget og lærer at bruge det som undervisningsmiddel, og det gør uddannelsen lidt bredere og mere up-to-date.

Aldersspecialisering
Jeg er rettet mod udskolingen, altså 6.-9. (10.) klasse. Jeg forventer, at de udfordringer, de ældre elever giver, passer mig bedst. Det gælder både fagligt og personligt. Så har jeg nok også en lille visionær drøm om at gøre matematikundervisning sjov og spændende, også for skoletrætte teenagere.

Hvad betyder den megen medieomtale af lærerjobbet for dig?
Pyha, hvor skal man starte på sådan et spørgsmål?
Det er lidt voldsomt at skulle tage stilling til alle de ting, der bliver skrevet og snakket om. Der er stadig mange år, til jeg er færdiguddannet, så meget af det man hører har formentlig ændret sig til den tid. Selvfølgelig dukker der noget op engang imellem, som har relevans for mig lige nu, så jeg følger da stadig med i debatten.