Genveje


Simon Schack von BrockdorffSimon Schack von Brockdorff

Simon holdt 8 års sabbat før han besluttede sig for at læse til lærer. Tidligere arbejdede Simon som pædagogmedhjælper, vagt, lysmedarbejder ved Det Ny Teater, i TV-branchen og førte vogne i rutsjebanen i Tivoli. Simon er 29 år.

Hvorfor valgte du at læse til lærer?
Efter 8 år væk fra skolebænken, indså jeg, at  det var på tide at komme i gang med en uddannelse. Og hvorfor så lige læreruddannelsen? Fordi jeg holder meget af børn, og fordi jeg mener, at man som lærer kan være med til at give dem en god og meningsfyldt opvækst.
 
Hvorfor læse til lærer på Frederiksberg?
Valget stod mellem Læreruddannelsen Zahle og Læreruddannelserne Metropol, men efter at have været til informationsmøde begge steder, var det ikke svært. Til informationsmødet på Frederiksberg følte jeg mig velkommen og som en del af seminariet. Desuden er jeg født og opvokset på Frederiksberg, hvilket også talte med i mit valg.

Hvordan oplevede du studiestarten, og hvordan er studiemiljøet?
Første semester startede med et brag af et introforløb, som fik rystet alle godt sammen. Og det er nok noget af det, som kendetegner studiemiljøet på seminariet: man er rystet godt sammen. Vi er alle en del af hinandens liv, både på godt og ondt, og alle har det godt med det. En stor familie i et stort kollektiv, som alle har nøgle til.

Det faglige miljø og særkendet ved læreruddannelsen
Læreruddannelserne Metropol er ikke en videreførelse af gymnasiet. Ingen holder dig i ørene og tvinger dig til at forberede dig til undervisningen. Niveauet er højt, og hvis man skal få noget ud af uddannelsen, er det vigtigt at være forberedt på en del selvstudium. Hvis man kigger forbi kantinen enhver eftermiddag, vil man se, at de studerende i høj grad er i stand til dette. Der bliver diskuteret, debatteret, og ingen idéer er for store. Man er ikke i tvivl om, at de studerende er ved at uddanne sig til at have med mennesker at gøre. Og det er nok her, at læreruddannelsen skiller sig ud fra mange andre uddannelser. Vi lærer at have med mennesker at gøre, og gennem vores mange praktikperioder lærer vi at koble teori og praksis.

Aldersspecialisering
Jeg er den sidste årgang af den gamle læreruddannelse, så egentlig har jeg ikke haft muligheden for at aldersspecialisere mig. Alligevel har jeg gennem mine linjefagsvalg til dels kunnet bestemme, hvilken størrelse børn jeg vil undervise. Som folkeskolen er skruet sammen nu, følger man kun en klasse i nogle år og ikke hele deres skolegang. Jeg vil gerne undervise indskoling og mellemtrin og være den lærer, som kan videregive en klasse med ordentlig klassekultur og en lyst til at lære.

Hvad betyder den megen medieomtale af lærerjobbet for dig?
Lærerjobbet og folkeskolen er nok et af de mest omtalte emner i medierne, og desværre ikke altid for det gode. Selvfølgelig kan det sætte nogle tanker i gang, men i det store og hele rører det mig ikke. Det er mig ligegyldigt hvad andre tænker om min metier, så længe jeg selv finder det interessant og meningsfyldt.

Hvad vil jeg i fremtiden?
Være lærer selvfølgelig, men ikke på fuldtid. Jeg vil kombinere min uddannelse med mine tidligere erhvervserfaringer og interesser og være med til at udvikle den danske folkeskole.